Værested i Viborg.


Fistedet Hjemmeside,

http://www.sindfristedet.dk/


Det psykiatriske værested på Fælledvej, Fristedet, skal have ny formand. Det betyder også, at man ønsker at organisere sig på en ny måde. Andreas Søndergaard ansn@viborgfolkeblad.dk Psykiatri Viborg: Brugerne af Sindklubben Fristedet på Fælledvej var tirsdag eftermiddag trommet sammen til et informationsmøde. Her fik de serveret nyheden om, at Orla Annexgaard ønsker at stoppe som formand for værestedet. - Jeg er ved at være oppe i alderen og har ikke så meget energi at give af, som jeg havde tidligere. Samtidig ønsker jeg at bruge mere tid med mine børn og børnebørn, fortæller Orla Annexgaard, der har stået i spidsen for Fristedet i 18 år. Rammerne på Fælledvej er nye, men ånden på værestedet er gammel. Klubben er rykket rundt til nye lokaler ad flere omgange. En loyal skare af personer med psykiatriske diagnoser og sårbare sind er fulgt trop. De, der dukkede op til informationsmødet, var selvfølgelig kede af Annexgaards beslutning, men de forstod den godt. Brugerråd I forbindelse med det kommende formandsskifte vil man på Fristedet gentænke fremtiden. Idéen er at skabe en ny bestyrelse, der gerne skal inkludere flere personer udefra, eksempelvis fra erhvervslivet. - Det her giver mulighed for, at man laver en ny konstellation. Der skal stadig sidde en fra Sind og en fra kommunen i bestyrelsen, men vi skal også have nye idéer, fortæller Orla Annexgaard. Samtidig oprettes så et brugerråd. - Og her skal formanden også sidde i bestyrelsen. Der sidder allerede brugere i bestyrelsen, men de kan godt komme i klemme, når der skal træffes nogle barske beslutninger. Brugerne har det jo med at binde sig til personalet, så skal der pludselig afskediges nogen, så bliver de kede af det og skuffede. Det vil vi gerne fritage dem for, og det synes de også er helt fint, siger Orla Annexgaard. Det er blandt andre formanden for Sind i Region Midtjylland, Viborg Kommunes tidligere socialchef Leif Gjørtz, som nu skal i arbejdstøjet - så Annexgaard så at sige kan hoppe ud af sit. Må gerne gå hurtigt Der er ikke sat en endegyldig dato for, hvornår Orla Annexgaard træder tilbage. Fremtiden skal på plads først. - Men jeg har meddelt, at det gerne må gå lidt hurtigt, siger han med et smil. Fristedet er - og har altid været, tilføjer han - presset på økonomien, men signalerne fra både politikere og forvaltning er fortsat opbakkende. Samtidig trives ånden i bedste velgående, så det er et sted i fremdrift, der nu skal have ny formand, mener Orla Annexgaard. Han har stået i spidsen for Fristedet siden 2001. Spørgsmålet er, om han kan undvære det? - Det er så det, jeg snart skal prøve på, griner han. - Men jeg kan nu godt mærke, at jeg er ved at være træt.



Husk at Fristedet holder åbent alle dage hele året rundt.


Fristedes værdier er:

At komme på Fristedet er at komme ind i en atmosfære, hvor friheden til at være og friheden til at være sig selv, er en grundlæggende kvalitet for stedets eksistens.

Vi lægger vægt på at skabe et hjemligt og trygt miljø med en stor grad af forudsigelighed, men også med muligheder for at tænke og afprøve nyt. Mange brugere har fået Fristedet ind under huden og betrager værestedet som deres familie.

Aktiviteterne på Fristedet er mange. Alt fra hyggesnak, airhockey, bordtennis, hjælp/støtte til hverdagens udfordringer, sang og musik, bordfodbold, wii spil, computer aktiviteter, sportaktiviteter, NADA behandling osv. Mulighederne er mange.

Du kan komme på Fristedet som det menneske dit livs kampe har formet dig til. Du vil altid blive mødt med venlig forståelse og en omsorgsfuld medmenneskelighed.

Du kan frit vælge om du  for en tid ønsker at stille dit liv på standby og blot ønsker at være til i stilhed foran tv’et, høre musik, udfolde dig i caférummet eller i computerrummet. Eller måske ønsker du blot at være alene, men dog stadig sammen med andre. Andre vil i respekt have den fulde forståelse for dine ønsker.

Du kan frit vælge, om du ønsker at deltage i en uforpligtende og hyggelig snak, omkring et bord med kaffe og te på kanden, i spise- og dagligstuen.

Du kan frit vælge, om du ønsker, at få en samtale med et andet menneske på tomandshånd. Men det er dig, eller nogen du får til at hjælpe dig, der må være ansvarlig for at tage initiativet.

Fristedet er et værested. Et sted hvor du kan være dig selv blandt andre mennesker, i samme situation som dig selv. Men Fristedet er også et sted, hvor du kan realisere dine egne ressourcer og dine menneskelige egenskaber til gavn og glæde for dig selv og dine medmennesker, når som helst du måtte ønske det.